Smartlog v. II » Fra en spejders notesblog » lejrliv
Opret egen blog | Næste blog »

Fra en spejders notesblog

"Prøv at lege dig gennem livets skole"

Klimacamp på Højbro Plads

I forbindelse med Klimatopmødet i København, så er der lavet en særlig spejderlejr på Højbro Plads. Det er DDS'erne der står bag og jeg vil anbefale dig at kigge forbi, hvis du har tid eller kommer til København. Jeg håber selv at få kigget forbi - hvis det lykkes, så kommer der nok en stemningsberetning her på bloggen.

 Der er også aktiviteter om aftenen, så for københavnske spejderpatruljer er der gode muligheder for at henlægge patruljemødet til klimacampen.

Du kan læse mere om klimacamp'en her.

Du kan følge klimacampens blog her.


Noget om betaling for spejderlejre

Min datter, der også er spejder, har lige været i Schweiz med spejdergruppen.

Det har været en stor oplevelse for hende og de andre. Der er blevet fortalt mange ting om det de har oplevet.

I går kunne en af lederne så fortælle om venskabsgruppen fra Portugal. Det giver altid stof til eftertanke at møde andre og høre hvordan de gør ting. Det er ikke altid at man skal gøre som de andre gør, men at høre om det giver et skub til tankerne, og man må spørge sig selv hvorfor man gør som man gør, og om det kunne gøres anderledes.

Det som jeg synes var særlig interessant var at høre hvordan den portugisiske spejdergruppe greb betaling af spejderrejser an.

De havde den regel at forældrene ikke måtte betale. Overhovedet ikke. Det var spejderne selv der skulle tjene alle pengene til turen. Sidste år da de deltog på spejderjamboree - havde de hver skulle tjene ca. 7000 kr.

De tjener penge ved f.eks. at passe børn. Om lørdagen mødes de om morgenen. Arbejder hele formiddagen. Holder spejdermøde 2-3 timer om eftermiddagen og tager derefter til messe.

Det er virkelig at tage "klar dig selv" parolen alvorligt.

I sommers holdt DDS landslejr. I avisen kunne man læse denne artikel om lejren og dens tilblivelse.
Det er et tankevækkende regnestykke at der bruges 185 årsværk på at arrangere og afholde lejren - eller hvad der angiveligt skulle svare til 65 mill. kr. hvis de frivillige skulle aflønnes.

Det som var tankevækkendes som MS'er (og MBU'er) at læse, var at alle deltagerne på DDS' landslejr - også de frivillige, der arbejder før og på lejren, betaler fuld pris: 1300,- kr. I MBU får lederne lejren til nedsat pris og som regel også noget transportgodtgørelse - hvilket alt andet lige er med til at belaste budgettet.

Det skubber til mine vaner og tanker, når jeg hører hvordan andre gør ... i hvert fald må jeg spørge mig selv hvorfor vi gør som vi gør - og overveje om det burde gøres anderledes.


6 dage, 50 plastre og 1½ kg senere

  

I går sluttede MS-floklejr 2008. Det blev 6 dage fantastiske dage Arresøcenteret i Auderød ved Frederiksværk.

Spejderbloggens skribent var lejrchef for ca. 50 børn og 22 ledere og køkkenfolk var samlet fra søndag eftermiddag til fredag formiddag.

 


Lejrbygningerne på Arresøcenteret, som er et KFUM spejdercenter, er stråtækte og den skiftende himmel kunne nydes over den stemningsfulde tagryg.
 

 

Vi var fantastisk heldige med vejret. Ud over en lille times regn under hiken og lidt regn torsdag formiddag og fredag morgen, så havde vi kun regn om natten. Vejret var en god blanding af en eftermiddag eller to med rigtig varm solskin og resten af tiden den helt rigtige temperatur til at have lejr i. Ikke for varmt, så man ikke orker noget.

Vi oplevede to nætter med gevaldigt tordenvejr, så dem, der lå i telt fik sig en brat opvågnen.

Da vi nåede til torsdag eftermiddag havde lejrsygeplejersken udleveret 50 plastre og det var først den sidste aften, der blev brug for en tur til skadestuen. Det var heldigvis ikke super alvorligt, men ærgeligt er det jo altid.

Der var en god stemning blandt børnene og ledergruppen fungerede også rigtig godt sammen.

I planlægningen af lejren var vi to lejrchefer og det var godt at være to i samarbejdet om at få lejren op stå og holde sammen på trådene i koordineringen af de bidrag til planlægningen som de 5 lokale ulveflokkes ledere kom med.

Og for første gang oplevede jeg at være meget afslappet og rolig ved lejrens begyndelse og roen fortsatte lejren igennem. Måske begynder en vis erfaring at sætte sit præg på en, når det er 3. gang man er lejrchef?

  

Der vil være mange ting gode ting jeg husker fra denne lejr. F.eks. at betragte Linette, en af de mindre piger, der bravt kæmpede med at kløve et stykke brænde med øksen i 20 minutter. Ved første hug blev øksen sat midt i brændet og i hele 20 minutter slog hun igen og igen brændet mod huggeblokken for tilsidst at få det kløvet. Helt uden hjælp fra en voksen. At se smilet i hendes ansigt og at lykkes, ja, det var bare guld værd.

Der var også børnenes store iver efter at deltage i lejrbålet med teaterstykker og sketch. Det var godt at jeg ikke havde planlagt en masse hjemmefra, men improviserede for det gav god plads til børnenes egne indslag. Så "den tykke dame" skulle bare sørge for at binde indslagene sammen med sange fra sangbogen, den obligatoriske "knæbøjningssang" og lidt andet spas og på den måde havde vi et godt lejrbål hver aften.


Ud over lejrens eget mærke, så kunne spejderne sy Arresøcenterets mærke på uniformen og et "Lovis-brød" som lejrminde fra hiken blev det også til.

De to lejre har jeg spillet en rolle. Enten i forbindelse med lejrens fantasiramme eller også i forbindelse med lejrbålet. For to år siden var jeg Dronning Margrethe den første på vores Middelalderlejr. Så sent som i lørdags, da jeg var forbi og sige god tur til de store spejdere, der skulle på vandretur i Norge, så var det førset nogle af de yngste teenagere sagde: "Det er dronningen. Hej Dronning".

På denne lejr var jeg klædt ud til lejrbålet og børnene døbte mig hurtigt "den tykke dame". På vej ned til det sidste lejrbål torsdag aften slog det mig pludselig. Jeg kan nu se frem til at når jeg møder børnene fra denne lejr, så skal jeg høre dem sige: "Det er den tykke dame. Hej tykke dame."

Og jeg tabte endda 1½ kg fra søndag morgen til fredag eftermiddag. På trods af skøn lejrmad og indtagelse af både slik og kage i ugens løb.

Der knokles på en lejr og man er på benene hele tiden. Men det er det hele værd, når børnene har fået gode oplevelser, knytter nye venskaber, lære nye ting og glæde i blikket når man taler med dem.

Og det er den suveræneste måde at tabe sig på når det nu er det man vil. 


Jeg skal tænke på sommeren ...

Der er sørme lige lovlig langt mellem indlæggene på spejderbloggen og det er hverken fordi der ikke er ting at skrive om eller at der ikke sker noget spejderi i mit liv for tiden.

Om ikke hverdag så flere gange om ugen har jeg fat i det på skrivebordet.

I morgen skal jeg mødes med min medlejrchef og det ene stabsmedlem, som kan komme til lejrplanlægning.

Der har desværre været nogle afbud til planlægningsmødet, men det lader vi os ikke slå ud af. De andre hænger bare på så godt de kan.

Men det er altså allerede nu at vi tænker på sommerens floklejr. I september fik jeg booket Arresøcenteret som er et af KFUMs spejdercentre. Det er første gang i mange år at vi skal holde landslejr på Sjælland.

I det jydske er der nogle forældre der er lidt bekymrede. De har jo været vant til at børne ikke var mere end maksimum et par timers kørsel væk og hvis en bro skulle krydses var det Lillebæltsbroen.
Deres bekymring møder dog ikke den helt store forståelse på Sjælland, hvor man gennem mange år har taget børnene den lange vej.

Og det går jo også nok. Selvfølgelig gør dét det.

Så i morgen tidlig ringe vækkeuret tidligt på trods af at det er lørdag og så bliver bilen fyldt med nogle flere ledere, der skal med til Odense og lejrplanlægning. Det bliver helt i orden.

Så må jeg jo huske at skrive endnu et indlæg på spejderbloggen når jeg er returneret. Go' weekend til spejderfolket ... og selvfølgelig de få andre der måtte læse dette indlæg.


En måde at bruge en weblog på

En måde at bruge blogging på som spejder: Opdatering til forældre og andre interesserede fra en spejderlejr. Se her.


Det kan øse, det kan pøse ...

Et par af MS's grupper har valgt at tage på sommerlejr i forbindelse med Kristi himmelfartsdag og de fridage, der ligger i forbindelse med den.

Min egen datter er en af dem, der er afsted og selv om spejdere kan tilslutte sig: Der ikke dårligt vejr. Kun dårlige klæder ... og har en sang,hvor man synger: Det kan øse, det kan pøse, det kan regne, vi marcherer bare til ... så synes jeg det må være en noget heftig vandgang de allerede har haft første aften og nat.

I det sjællandske regner det stadig lidt.

Jeg håber, de alle har husket det gode regntøj og gummistøvler, at teltene har holdt tørt i nattens løb og at humøret bliver holdt højt.

Men nu får jeg se, når jeg om et par timer skal besøge spejergruppen fra Vanløse, der er på Egemose Centeret.


Patruljeopgave på lejr: Skriv en S-historie

Til Missionsforbundets Spejderes korpsmesterskab i 1989, Rosenholt, var der også nogle opgaver der skulle løses inden lejren.

Der skulle laves et patruljeråb eller en sang, en model af lejrpladsen i f.eks. lego, papirklip, tændstikker eller andet, udklædning/udrustning til en westernaften og der skulle laves en S-historie på mindst 85 ord.

S-historien voldte kvaler og endte hos mig som patruljeleder. Min mor har sikkert hørt mig sukke over sværhedsgraden.

Dagen efter kom min mor med et håndskrevet ark. Hun havde såmænd lavet en S-historie på intet mindre end 246 ord. Behøver jeg nævne at vi vandt?

Ikke nok havde den 246 ord, den handlede om spejdere og var tillige god. Her til inspiration og som bevis på at det kan lade sig gøre:


Speciel sær, samt slem S-spejderhistorie
Syv små sultne spejdere stod sammen sent søndag. Sigurd, Søren, Sofus, Sonja, Sussie, Susanne samt søde Steen skuttede sig.
Spejderlederen Schmidt så surt sydover: "Se, solen skinner sørme snart. Smil så!"
Spejderne smilede straks sammenbidt. Sofus stammede sært" Sa-sa-sagde Schmidt so-so-so-solen?" Schmidt sukkede: "Si, Sonnyboy. Se selv!"
Sådan set skinnede solen svagt, så Schmidts sindstilstand smittede snart samtlige snavsede spejdere.
Senere spiste spejdertroppen. Sonja stablede sammenlagte sandwichbrød. Spegepølse, salat, spegesild, stegte sild, sennep, samt sirupskager. Spildprocenten steg samtidig, som smørret smeltede. Sofus samlede sporadisk smågrene sammen. Søren sang sjofle sømandssange. Så skreg søde Steen skingert.
Shit, spejderhaglene savnedes!

Schmidt stønnede. SNOTUNGER! Spejderlivet strammede. Syv små skrupskøre spejdere skændtes, solen snak, skovbunden stank surt. Schmidt skred!
Straks smilede samtlige spejdere sukkersødt. Sådan!
"Så starter spejdermesterskaberne ... Sofus!" Sigurd styrede selvsikkert spejderne. "Spis syv skovsnegle!" Sofus' sult svandt som solen.
Spejderne stirrede sig skeløjede sagligt sadistiske. Sneglespisning!
Sofus spiste stønnede. Seks sprællende sorte skovsnegle. Syveren slap. Sofus skred som spejderleder Schmidt sygeligt slingrende sydpå.
Spejderne sukkede sørgmodigt. Skvatmikkel!

Så sang Sonja som Sanne Salomonsen.
Søren, Sussie, samt søde Steen sang Shubiduas Sommergryder syvstemmigt. Sindsygt!
Spejdermesterskaberne sluttede sent. Seje Sigurd sejrede selvfølgelig som selvudnævnt spejderleder. Snyd!.

Susanne samlede sine sager sammen. Sikken søndag!
Seks splitterravende skøre spejdere sov snart sødt, som små spejdere skal. Sofus? Sofus sov støjende som Skovby Skadestues sidste sag søndag. Skovsneglene sprællede stadig.
Spejderleder Schmidt skrev snøftende sin sidste spejderrapport. Så skød Skovby Spejdertrops sidste spejderleder sig.
Således sluttede spejdernes søndagsskovtur.

 


I disse sommertider: Om badning

Sommer med varme er lig med badning i søer og havet.
Badning er sjovt - men det er også alvor, da vand ikke er ufarligt. At det er farligt må man desværre læse gang på gang, når ulykken er sket.

På den seneste MS Floklejr 2006 badede vi hverdag, da solen bagte og lejren lå ned til vandet.

Men det var ikke hovedløs gerning. Forholdsregler blev truffet: Badning i hold, så der kun var det antal børn der kunne overskues i vandet af gangen, mandtal, afgrænset badeområde, voksne både i vandet og på stranden.
Faktisk valgte vi at lave en regel, der hed at børnene ikke en gang måtte gå ned på stranden uden følgeskab af en voksen, for at de yngste ikke skulle føle sig fristet til at soppe eller lign. uden opsyn. Måske hysterisk eller bare en anelse overbeskyttende, men det er jo ikke vores børn - der er nogle forældre, der har givet os ansvaret den uge de er på lejr - og ansvar må vi tage alvorligt.

Så stunderne på stranden var ikke afslapning for lederne - tværtimod - det var stunder der krævede fuld opmærksomhed fra start til slut.

... at vi så ikke kan garantere at noget kan ske er en helt anden ting.

I den gamle udgave af "Spejderliv" som jeg købte fornylig står der om badning:

Badning er især da paa de varme Dage, en af Lejrlivets bedste Oplevelser. Svømme kan du vel? - Det vil jeg haabe for dig; det bør enhver Spejder kunne. Men er du end aldrig saa dygtig og føler dig absolut sikker, saa glem dog aldrig at være forsigtig.
"Al badning uden for de fastsatte Tider og uden Førers Ledsagelse er strengt forbudt Overtrædelse medfører øjeblikkelig Hjemsendelse fra Lejren" - dette er en staaende Befaling i enhver ordentlig Lejr, og det maa absolut overholdes.

(s. 115 i "Spejderliv" , 1940)