Noget om betaling for spejderlejre
Min datter, der også er spejder, har lige været i Schweiz med spejdergruppen.
Det har været en stor oplevelse for hende og de andre. Der er blevet fortalt mange ting om det de har oplevet.
I går kunne en af lederne så fortælle om venskabsgruppen fra Portugal. Det giver altid stof til eftertanke at møde andre og høre hvordan de gør ting. Det er ikke altid at man skal gøre som de andre gør, men at høre om det giver et skub til tankerne, og man må spørge sig selv hvorfor man gør som man gør, og om det kunne gøres anderledes.
Det som jeg synes var særlig interessant var at høre hvordan den portugisiske spejdergruppe greb betaling af spejderrejser an.
De havde den regel at forældrene ikke måtte betale. Overhovedet ikke. Det var spejderne selv der skulle tjene alle pengene til turen. Sidste år da de deltog på spejderjamboree - havde de hver skulle tjene ca. 7000 kr.
De tjener penge ved f.eks. at passe børn. Om lørdagen mødes de om morgenen. Arbejder hele formiddagen. Holder spejdermøde 2-3 timer om eftermiddagen og tager derefter til messe.
Det er virkelig at tage "klar dig selv" parolen alvorligt.
I sommers holdt DDS landslejr. I avisen kunne man læse denne artikel om lejren og dens tilblivelse.
Det er et tankevækkende regnestykke at der bruges 185 årsværk på at arrangere og afholde lejren - eller hvad der angiveligt skulle svare til 65 mill. kr. hvis de frivillige skulle aflønnes.
Det som var tankevækkendes som MS'er (og MBU'er) at læse, var at alle deltagerne på DDS' landslejr - også de frivillige, der arbejder før og på lejren, betaler fuld pris: 1300,- kr. I MBU får lederne lejren til nedsat pris og som regel også noget transportgodtgørelse - hvilket alt andet lige er med til at belaste budgettet.
Det skubber til mine vaner og tanker, når jeg hører hvordan andre gør ... i hvert fald må jeg spørge mig selv hvorfor vi gør som vi gør - og overveje om det burde gøres anderledes.
Hvorfor skal vi altid spise?
En tanke der er slået mig for nylig er den ændring, der sket i forhold til vores madvaner.
Og de er også sket i vores spejderarbejde.
Når jeg tænker tilbage til min ulve- og spejdertid før jeg blev leder, så fik vi stort set aldrig saft og kage. Det var noget man fik ved helt særlige arrangementer. Og i min storspejdertid drak vi som regel the og når vi lså havde patruljeråd, så skiftedes vi til at have kage eller slik med. Men det var noget vi som patrulje selv gjorde. Det var ikke lederne der fodrede os af med de søde sager.
I dag får de i flere af de spejdergrupper jeg kender til saft og kage/kiks på hvert eneste møde.
Som leder tænker man måske at et glas saft og en kiks sker skader ikke - men hvis vi i alle sammenhænge tænker at det sker der ikke noget ved, så bliver det pludselig til mange glas saft og meget kage.
Den løftede pegefinger er også rettet mod mig selv. Jeg har selv taget vanen med til spejdermøder for store spejdere, som jeg har stået for. Jeg er ikke bedre selv.
Derfor har jeg spurgt mig selv hvorfor. Og nu spørger jeg dig:
- – Hvorfor skal man altid servere saft og kage/kiks i forbindelse med et ulvemøde?
- – Kan man virkelig ikke være sammen i 1½ time uden at der skal serveres noget?
- – Skal der noget spiseligt til for at vi kan hygge os?
- – Er vores program så kedeligt at vi kun kan lukke munden på ungerne og få ro ved at putte søde sager i dem?
Flere og flere børn og unge døjer med vægten - og det er faktisk ikke den bedste hjælp til deres velbefindende at vi hver uge lige giver dem to glas saft og en stor håndfuld kage eller kiks.
Og så bidrager vi groft sagt bare til flere fede børn.
"Gå til spejder og blive fyldt med tomme kalorier" er ikke just det slogan, som klinger samfundsnyttigt og sundt.
Så min opfordring er: Prøv at holde møder uden at servere noget og hvis I gør det, så lad det være f.eks. vand, gulerodsstave eller æblebåde.
Det er ikke så slemt at have nogle sunde idealer.